Som at slå i en dyne.
Så krævende er det at trænge igennem til regionens og Folketingets politikere.
Meldingen kommer fra Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland.
Lokalformand Jytte Wester er frustreret over, at politikerne ikke arbejder hårdere for at sikre, at sundhedspersonalet får sundere og mere sikre arbejdspladser.
- Hvis arbejdsmiljøet ikke er i orden, er der risiko for, at sygeplejersker bliver syge af at gå på arbejde. Det har den konsekvens, at vi producerer patienter til os selv. Det er vel ikke meningen, siger hun.
Avisen.dk er i besiddelse af en stribe påbud og strakspåbud, som Arbejdstilsynet har delt ud i det nordjyske. Myndigheden har haft en særlig indsats i forhold til psykisk arbejdsmiljø. Konsekvensen er løftede pegefingre fra Arbejdstilsynet.
Jytte Wester mener ikke, at det dårlige arbejdsmiljø kan bortforklares.
- At der har været en særlig indsats er ingen undskyldning. Det gør det bare værre. Jeg synes, at det er en katastrofe, at de ansvarlige lukker øjnene for problemet, siger hun.
Angst for at begå fejl stiger
Dansk Sygeplejeråd repræsenterer over 50.000 arbejdende sygeplejersker på landsplan. Lokalformand Jytte Wester taler på vegne af over 8.000 medlemmer.
Hun mener, at det har store konsekvenser for sundhedspersonalet og patienterne, at det psykiske arbejdsmiljø er under pres.
- Angsten for at begå fejl stiger blandt sygeplejerskerne. Går det ud over min autorisation, tænker de. Det er alvorligt det her, understreger Jytte Wester.
Ifølge lokalformanden går udviklingen i arbejdsmiljøet i den helt forkerte retning, hvilket også rammer patienterne.
- Konsekvensen kan være, at antallet af genindlæggelser stiger. Har vi råd til at gøre tingene to gange? Det tror jeg ikke, siger hun.
Talsmand: Der sker for lidt
Tirsdag morgen bragte Avisen.dk en artikel om arbejdsmiljøet på vagtcentralen, der har base på Aalborg Universitethospital.
Et påbud fra Arbejdstilsynet afslører, at sygeplejerskerne, der tager akuttelefonen, er så overbelastede, at de besvimer og bryder grædende sammen på vagten.
Ledelsen føler, at den har gjort meget for at løse problemet, men personalet mener stadigvæk, at de har ondt i arbejdsmiljøet.
- Har påbud og røde smileys overhovedet den ønskede virkning? Hvis du spørger mig, sker der simpelthen for lidt i forhold til at få problemet løst, siger hun.
Hun håber, at de ansvarlige politikere snart trækker i arbejdstøjet.
Ifølge en pressemeddelelse fra tirsdag eftermiddag følger Region Nordjylland personalets psykiske trivsel nøje - blandt andet via tilfredshedsmålinger.
- Arbejdstilsynets indsats i 2014 vedrørende sygeplejerskers psykiske arbejdsmiljø stillede skarpt på nogle ting i det psykiske arbejdsmiljø, som vi helt klart skulle gøre bedre. Det tager vi meget seriøst, siger Laila Baadsgaard Jørgensen, der er regionens arbejdsmiljøchef.