Strejker kostede Lufthansa 100 millioner euro
Lufthansa havde på trods af strejker knap så røde tal på bundlinjen som i første kvartal sidste år.
Lufthansa topchef Carsten Spohr må acceptere et tab på 100 millioner euro efter strejker blandt selskabets piloter.
Lufthansa topchef Carsten Spohr må acceptere et tab på 100 millioner euro efter strejker blandt selskabets piloter. Foto: Michael Sohn/AP


Luftfartsselskabet Lufthansa har været hårdt ramt af strejker i årets tre første måneder, og det har kostet på bundlinjen.

Selskabets regnskab for første kvartal 2015 viser ganske vist en forbedring i forhold til samme periode sidste år, men den kunne altså have været endnu større, hvis ikke luftfartsselskabet og dets piloter havde ligget i krig med hinanden.

Ifølge en pressemeddelelse kostede de seks strejkedage i de tre første måneder 42 millioner euro i direkte omkostninger på grund af aflyste fly.

Dertil skal dog lægges et indirekte tab som følge af, at nogle rejsende fremover vil vælge andre luftfartsselskaber, og det har Lufthansa opgjort til 58 millioner euro.

Hvis det skøn holder vand, vil den samlede pris for strejkerne løbe op i 100 millioner euro (746 millioner kroner).

Selv om Lufthansa Group øgede omsætningen med 7,9 procent i forhold til samme periode sidste år, er selskabets driftsresultat fortsat negativt.

Underskuddet på 133 millioner euro er dog en forbedring på 76 millioner euro i forhold til første kvartal 2014.

Lufthansa Group blev 24. marts ramt af en voldsom tragedie, da et fly fra gruppens lavprisselskab Germanwings styrtede ned i Alperne, efter at andenpilot Andreas Lubitz lukkede førstepiloten ude af cockpittet og tilsyneladende styrede flyet ind i en bjergside.

Det har dog ikke haft den store betydning for kvartalsregnskabet.

Lufthansa Group forventer, at alle erstatningsomkostninger bliver dækket af forsikringsselskaberne, ligesom det efterfølgende fald i antallet af billetbestillinger ikke nåede at påvirke regnskabet nævneværdigt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.