I går nedlagde over 200 ansatte på bostedet Lindegården arbejdet.
I dag har de stadig ikke genoptaget arbejdet, og de er klar til at fortsætte strejken pinsen over, hvis der ikke bliver afsat flere ressourcer til bostedet.
De ansattes arbejdsnedlæggelse er dog overenskomststridig. Det har LO i dag tilkendegivet på FOA's vegne på et fællesmøde mellem LO og KL i dag.
Arbejdsretten vil derfor nu blive bedt om at hastebehandle strejken, hvis ikke de ansatte genoptager arbejdet i morgen.
De ansatte er utilfredse, fordi de ikke mener, at forholdene på bostedet er blevet bedre, efter deres kollega Vivi Nielsen blev knivdræbt af en syg beboer i påsken, og flere andre ansatte efterfølgende er blevet overfaldet af beboere.
Drop boden
LO og FOA har dog på fællesmødet argumenteret kraftigt for, at de strejkende ikke idømmes bod for arbejdsnedlæggelsen, da forholdene på Center Lindegården næsten to måneder efter drabet på en kollega er gået fra slemt til værre.
- Kommunens behandling af de ansatte er fortsat rystende. De har lovet flytning af de farligste beboere. Det er ikke sket. De har lovet ekstra ressourcer til personalet – det venter vi også på. Kommunen fik i september 2014 et påbud fra Arbejdstilsynet om at forebygge vold og trusler – og at det udtrykkeligt ikke skulle ske ved at anvende de ansattes ”mavefornemmelse”. Alligevel får personalet i denne uge besked fra ledelsen i Center Lindegården om, at skal bruge deres ”mavefornemmelse", når de skal vurdere situationerne som følge af de nuværende strakspåbud. Det er slet ikke i orden, siger Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.
Her erkender han også, at de strejkende har ikke overholdt fredspligten i overenskomsten.
- Derfor erkender FOA entydigt, at der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse – og at de strejkende skal genoptage arbejdet. Det ville klæde KL og Københavns kommune ligeså entydigt at erkende, at man har svigtet fatalt efter drabet på Lindegården i marts måned, siger Dennis Kristensen.