Strejke rammer 27 fly til og fra Danmark
Afgange fra Danmark til Frankfurt bliver aflyst, men passagerer har mulighed for at flyve med SAS i stedet.
Piloter fra Lufthansa strejker mandag, og det kan ramme flyafgange mellem Danmark og Tyskland.
Piloter fra Lufthansa strejker mandag, og det kan ramme flyafgange mellem Danmark og Tyskland. Foto: Matthias Schrader/AP


En varslet flystrejke blandt tyske Lufthansas piloter ventes mandag og tirsdag at få konsekvenser for 27 afgange ind og ud af Danmark.

Det skriver branchemediet check-in.dk.

På Lufthansas ruter fra lufthavnene i København og Billund til Frankfurt og i modsatte retning vil i alt 27 afgange blive aflyst.

Aflysningerne betyder dog ikke nødvendigvis, at rejsende kommer til at strande i lufthavnen.

De berørte passagerer har ifølge check-in.dk mulighed for at rejse med SAS til Frankfurt, hvor det skandinaviske flyselskab har fire daglige afgange i hver retning via en såkaldt codeshare-aftale med Lufthansa.

Lufthansa vil under strejken flyve som normalt på sin rute mellem København og München. Det skyldes, at den type fly, som bruges på ruten, ikke er omfattet af strejken.

Strejken blandt piloterne er målrettet flyene Airbus 320 og Boeing 737.

Check-in.dk skriver dog, at det begynder at knibe med ledige sæder på flyene til München, da folk allerede har været i fuld gang med at ændre deres billet med udsigten til piloternes arbejdsnedlæggelse.

Ifølge fagforeningen Vereinigung Cockpit nedlægger medlemmerne arbejdet fra mandag klokken 13 til tirsdag klokken 23.59.

Piloterne er uenige med Lufthansa om pensionsordningerne.

Piloterne har flere gange strejket i den seneste tid. Det er den ottende strejke siden april. I september strejkede piloterne, mens piloter i Lufthansas lavprisafdeling, Germanwings, i august nedlagde arbejde.

Det kostede selskabet 10 millioner euro, eller hvad der svarer til omkring 75 millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.