Streaming sparker musikbranchen fremad
Krise er vendt til fremgang i musikbranchen. Især streamingtjenester sikrer branchen en solid omsætning.


Der var krisestemning i den danske musikbranche, da digitaliseringen for alvor ramte pladesalget efter årtusindskiftet, og danskerne i stedet hentede musik gratis på internettet.

Men i dag er det vendt, og nu driver de digitale løsninger som streamingtjenester den vækst, branchen har oplevet de seneste år.

I rapporten "Dansk musikomsætning 2015", som Rambøll præsenterer onsdag, står det klart, at branchen samlet set omsatte for mere end 6,7 milliarder kroner i 2015. Det er en stigning på 12 procent siden 2012 og ligger på niveau med tallet for 2014.

Rapporten glæder Lasse Lindholm, der er kommunikationschef i musikselskabernes brancheorganisation, IFPI.

- Musikbranchen har det på mange måder godt. Når rapporten konkluderer, at dansk musik bruttoomsætter for 6,7 milliarder kroner, så siger det noget om, at branchen er en seriøs spiller i dansk erhvervsliv, siger han.

Det er især omsætningen fra streamingtjenester, der har trukket det samlede resultat op. Siden 2012 er omsætningen tredoblet fra 320 millioner kroner til lige under en milliard kroner.

Det skyldes ifølge Lasse Lindholm, at branchen har omfavnet de digitale muligheder.

- Der var en tendens til, at man reagerede meget defensivt på digitaliseringen. Musikbranchen er gået fra at gemme sig bag et læhegn til i stedet at bygge vindmøller, når det blæser, siger han.

Også hos Koda, der varetager musikskaberes rettigheder og sikrer dem betaling, er der glæde at spore.

Ifølge administrerende direktør Anders Lassen går det godt for musikerne som samlet gruppe, fordi deres omsætning også stiger. Men der er også hår i suppen.

- Der er flere, der skal dele kagen. Kagen bliver så også større, men ikke lige så meget. Så stykkerne til de enkelte kunstnere er mindre.

- De, der klarer sig godt, er især dem, der tænker internationalt, og dem der laver musik til film og tv. De, der har levet af at indspille CD"er og blive spillet i radioen, har det svært, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.