Strauss-Kahn må vente på dom i alfonseri-sag til juni
Fransk domstol kommer med afgørelse i alfonseri-sag mod den tidligere IMF-chef Dominique Strauss-Kahn i juni.
Dominique Strauss-Kahn ses her tidligere på ugen ved ankomsten til retten i Lille.
Dominique Strauss-Kahn ses her tidligere på ugen ved ankomsten til retten i Lille. Foto: Michel Spingler/AP


Den tidligere IMF-chef Dominique Strauss-Kahn får sin dom den 12. juni, meddeler den domstol i Frankrig, der behandler franskmandens sag.

Strauss-Kahn, som tidligere var en respekteret chef for Den Internationale Valutafond (IMF) og for få år siden blev nævnt som favorit til at blive den næste franske præsident, er anklaget for alfonseri.

Sagen har afsløret adskillige detaljer om hans sexliv og har fået stor international opmærksomhed.

Hen mod afslutningen på den tre uger lange retssag så det imidlertid ud til, at sagen smuldrede.

Anklagemyndigheden anmodede tidligere på ugen om, at Strauss-Kahn skulle frifindes for alfonseri. Anklagemyndigheden mente ikke, at det var lykkedes at føre bevis for anklagen.

Den 65-årige Strauss-Kahn står anklaget sammen med 13 andre i sagen.

Han erkender, at han har deltaget i sexfester, men fastholder, at han ikke vidste, at kvinderne ved festerne var prostituerede.

Samtidig har han afvist, at han skulle have været med til at organisere sexfesterne, som fandt sted i Paris, Bruxelles og Washington.

Under retssagen har anklageren lagt vægt på, at sms-beskeder fra Strass-Kahn syntes at dokumentere noget andet.

Prostitution er lovligt i Frankrig, men alfonseri kan straffes med op til 10 års fængsel og bøder i millionklassen.

Den tre uger lange retssag fandt sted i den nordfranske by Lille.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.