Stram disciplin banede vejen for FCM-storsejr i Hobro
Med sejren på 5-1 over Hobro var der glade miner hos FC Midtjylland-træneren, der roste holdets duelspil.
Smilet var svært at tørre af munden på FC Midtjyllands cheftræner Glen Riddersholm efter 5-1-sejren over Hobro.
Smilet var svært at tørre af munden på FC Midtjyllands cheftræner Glen Riddersholm efter 5-1-sejren over Hobro. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Hobro har i denne sæson overrasket mange i Superligaen og var forud for fredagens hjemmekamp mod FC Midtjylland ubesejret på eget græs.

Den flotte stime blev dog bremset prompte af et velspillende FC Midtjylland-hold, der ikke lod sig tryne af Hobros fysiske spil og i stedet overlegent sejrede med 5-1.

- Spillerne arbejdede stenhårdt i dag. De matchede modstanderne i duellerne, hvor Hobro ellers har været Superligaens stærkeste i de første ni runder, siger midtjydernes træner, Glen Riddersholm, der også var tilfreds med holdets defensiv:

- Vores genpres var rigtigt godt i dag, hvor vi var dygtige til at genvinde bolden og derved fastholde angrebene lidt længere, så det ikke blev den her omstillingskamp, jeg havde frygtet.

- Vi var kompakte mellem kæderne, så stor cadeau til holdet for endnu en gang at spille med stor disciplin og eksekvere på flot vis, siger FCM-træneren.

Med hele fem mål fra Riddersholms' tropper er Superligaens førerhold også det suverænt mest scorende hold i tabellen med syv mål mere end fredagens modstander fra Hobro.

Tre af målene stod Morten "Duncan" Rasmussen for i sin blot anden kamp, efter at han er vendt tilbage fra den skade, der har holdt ham udenfor i en måneds tid.

- Det var en sindssygt god kamp over hele linjen, hvor vi gik 100 procent ind i alle nærkampe og vandt over halvdelen af dem.

- Personligt havde jeg mere overskud i dag i forhold til sidste kamp, så det var dejligt at kunne udnytte det til at få puttet den ind, udtaler den 29-årige angriber.

Også på sidelinjen var det bemærket, at Morten "Duncan" Rasmussen lige skulle i gang igen efter sin skadespause:

- Han skulle lige banke rusten af i sidste uge mod Vestsjælland, men i dag var han helt oppe i gear, hvilket han også viste med sine tre mål, lyder det fra Glen Riddersholm.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.