Stort fremmøde ved irsk homoafstemning er godt for ja-siden
Folkeafstemning om lovliggørelse af homovielser har særligt i byerne trukket folk af huse.
Mange irere har fredag stemt ja ved en folkeafstemning om lovliggørelse af homoægteskaber i det katolske land.
Mange irere har fredag stemt ja ved en folkeafstemning om lovliggørelse af homoægteskaber i det katolske land. Foto: Peter Morrison/AP


Irske vælgere i hobetal strømmede fredag til valgstederne for at stemme om en lovliggørelse af homo-vielser i det katolske land.

Det forventes, at stemmeprocenten ved folkeafstemningen efter irsk målestok bliver høj, og det vil være en fordel for ja-siden, der kæmper for homoseksuelles ret til at gifte sig.

Det er kun to årtier siden, at Irland afkriminaliserede homoseksualitet. Den katolske kirke har traditionelt haft en stor indflydelse, men flere skandaler om misbrug af børn har stækket kirkens stemme, og meningsmålinger har således vist, at der kan blive tale om en jordskredssejr til ja-siden.

Ifølge tv-stationen RTE, Irlands public service-kanal, tyder meget på, at fremmødet ved fredagens folkeafstemning bliver det største nogensinde i landet.

I hovedstaden Dublin ventes over 60 procent at have stemt, og det er meget i et land, hvor kun 39 procent i 2013 gad stemme om, hvorvidt parlamentets overhus skulle afskaffes.

- Særligt i byerne ser det ud til, at folk stemmer, og det er fordelagtigt for ja-siden, erkender Mattie McGrath, ét af kun to parlamentsmedlemmer, der har ført kampagne for nej-siden.

Der er ikke blevet lavet en national valgstedsmåling fredag, og de første indikationer af det samlede resultat kan ventes lørdag morgen eller formiddag.

Det endelige resultat bliver offentliggjort i løbet af eftermiddagen.

Den katolske kirke er imod vielser af to personer af samme køn, selv om flere katolske præster går ind for homo-vielser.

Derfor må irske katolikker af samme køn en tur på rådhuset for at få papir på hinanden, hvis den irske befolkning fredag trodser kirken og stemmer ja.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.