Stort fald i afghansk opiumhøst for første gang i seks år
Afghanistan er verdensførende i produktionen af opium, som ofte beskattes af Taliban til gruppens oprør.


Tørke er ifølge en rapport fra FN hovedårsagen til, at Afghanistan oplevede et fald i opiumhøsten for første gang siden 2009.

Dyrkningen af valmuer har været stigende det seneste årti og har lagt grund til Taliban-oprøret og ansporet en vækst i stofmisbruget til trods for dyre programmer, som forsøger at bekæmpe brugen af narkotika.

Det samlede dyrkede areal er faldet til 183.000 hektar i 2015, hvilket er et fald på 19 procent i forhold til sidste år, som var et rekordår.

Det fremgår af tal fra FN's Kontor for Narkotika og Kriminalitet (UNODC).

Med dårligere mulighed for at dyrke markerne faldt produktionen til 3300 tons, hvilket er et fald på 48 procent i forhold til 2014.

Den sydlige provins Helmand bevarede dog sin titel som leder i høsten af opium, der bruges til at producere stærkt vanedannende heroin.

- Manglen på tilstrækkeligt vand (...) påvirkede nogle landmænds beslutning om ikke at dyrke valmuer, lyder det i en rapport.

Det hurtige svar på faldet, er at høsten slog fejl. Det skyldes ikke indsatsen mod narkotika, lyder en vurdering fra William Byrd, som er økonom på United States Institute of Peace (Usip).

Afghanistan er verdensførende i produktionen af opium, som ofte beskattes af Taliban, der bruger pengene på at finansiere gruppens oprør mod regeringen og Nato-styrker.

Antallet af stofmisbrugere steg til et rekordantal på tre millioner, hvilket knap er en fordobling over en toårig periode, lød det fra embedsmænd i maj.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.