Stort Everton-comeback bremser fremstormende WBA
I en forrygende anden halvleg vendte Everton 0-2 til 3-2 på udebane mod West Bromwich.


Længe lignede det tredje West Bromwich-sejr i fire kampe, men på et imponerende comeback lykkedes det Everton at komme tilbage fra 0-2 og score et sent sejrsmål i Premier Leagues mandagskamp.

Foran et forbløffet publikum på West Bromwich' bane, The Hawtorns, fik gæsternes store angriber Romelu Lukaku en hovedrolle med to scoringer og en assist i sejren på 3-2, der sender Everton op på ligaens femteplads.

West Bromwich, der havde samlet syv point i de seneste tre kampe, indledte kampen med stor selvtillid, og lignede et vinderhold langt henne i kampen.

Saido Berahino og Craig Dawson bragte hjemmeholdet foran med 2-0, men minuttet efter 2-0-scoringen lykkedes det Lukaku at reducere.

Et kvarter før slutfløjtet fik Everton så udlignet: Lukaku fik bolden under kontrol i højre side og fandt sin angrebsmakker, Arouna Kone, som helt alene med Boaz Myhill ikke havde problemer med at udligne til 2-2.

Men gæsterne lod det ikke blive ved dét. Ni minutter senere sikrede manager Roberto Martinez' mandskab sig fuld belønning for en stor fight.

Gerard Deulofeu fandt Lukaku i feltet, og den belgiske landsholdsangriber fik med stor energi presset bolden i mål til sæsonens anden udesejr.

Mens Everton altså hopper op som nummer fem med 12 point, må West Bromwich efter skuffelsen finde sig i en placering som nummer 15 med otte point.

Danske Anders Lindegaard så kampen fra tabernes udskiftningsbænk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.