Stort bilmærke overveje at forlade Formel 1
Renault overvejer sin fremtid i Formel 1, da teamet er træt af Red Bulls kritik af Renault-motoren.
Renault overvejer sin fremtid i Formel 1.
Renault overvejer sin fremtid i Formel 1. Foto: Jacques Brinon/AP


Selvom det i fredagens træning til Malaysias Grand Prix så ud til, at der var sket forbedringer for Red Bull i forhold til grandprixet i Australien, overvejer holdets motorleverandør, Renault, nu sin fremtid i Formel 1-sporten.

- Jeg kan bekræfte, at vi lige nu kigger på flere muligheder, deriblandt at forlade Formel 1, siger Renaults sportsdirektør, Cyril Abiteboul til nyhedsbureauet Reuters.

Red Bull og Renault vandt sammen fire verdensmesterskaber på stribe fra 2010, men efter den nye V6 turbo Hybridmotor sidste år blev sat i Red Bull-racerne, har teamet haft problemer, og på den baggrund er der opstået uenigheder mellem Renault og Red Bull.

Under Australiens Grand Prix eskalerede stridighederne, da Red Bulls designer Adrian Newey kritiserede Renault-motoren, og det har nu resulteret i, at Renault overvejer at forlade Formel 1.

- Helt ærligt, hvis Formel 1 er dårligt for Renaults omdømme, hvis sporten ikke giver Renault samme værdi tilbage, som den koster Renault, siger Abiteboul og lader resten af sætningen være usagt, inden han fortsætter:

- Vi (Renault) synes, at Renault er en troværdig spiller i Formel 1-verdenen, men vi er nødt til at tænke på, hvad vi kan gøre mere, end hvad vi allerede har gjort. Men lige nu er fokus på motoren, siger Abiteboul.

Mens der bliver tænkt højt på direktionsgangen hos Renault, er der i den kommende weekenden et grandprix, der skal køres i Malaysia, og der skal Red Bull/Renault forsøge at forbedre den sjetteplads, som Daniel Ricciardo fik i Melbourne.

- Lad os lægge Melbourne bag os. Melbourne var ekstremt frustrerende for os alle, men nu ser bilen ud til at virke meget bedre, så lad os være positive, siger Abiteboul.

Toro Rosso-holdet kører også med Renault-motor i Formel 1.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.