Team Esbjergs håndboldkvinder slog til, da det gjaldt, og kvalificerede sig søndag videre i Champions League.
I den sidste kamp i gruppespillet vandt Esbjerg hjemme en sejr på 11 mål, da Sävehof blev besejret hele 29-18.
Sejren var aldrig i fare, og Esbjerg er dermed gruppens tredje hold, der går videre på bekostning af svenskerne.
Esbjerg slutter med seks point efter tre sejre og tre nederlag og følger med Krim Ljubljana og Larvik, der ligeledes går videre fra gruppe D.
Esbjerg må dog nøjes med at tage to point med videre, da sejrene over Sävehof forsvinder fra regnskabet, fordi Sävehof ikke går videre.
Esbjerg var i opgøret stærkt opsatte på at vise, at man hører til blandt de 12 bedste klubhold, der fortsætter i hovedrunden i Champions League i det nye år.
Sävehof bragte sig godt nok foran 1-0, men så scorede Esbjerg seks mål i træk og bragte sig komfortabelt i front.
Et point ville være nok for at blive blandt gruppens tre bedste hold, men det havde Esbjerg i kampens indledning ikke tænkt sig at spekulere i, og med ti minutter igen af første halvleg var Esbjerg foran med 11-5.
Esbjerg vandt det første opgør mod Sävehof i turneringen med 25-20, og generelt er det svenske mandskab ikke lige så fysisk stærkt som eksempelvis norske Larvik, der har slået Esbjerg to gange i gruppespillet.
Foran 11-6 tillod Laura van der Heijden sig at misbruge et straffekast samt riposten, men kort efter øgede Vilde Ingstad fra fløjen til 12-6.
Tre scoringer i træk af gæsterne reducerede til 9-12, men Esbjerg svarede igen og gik til pause foran 15-9.
Efter et kvarter af anden halvleg var Esbjerg foran 22-15, og det var mest et spørgsmål om sejrens størrelse, da Esbjerg seks minutter før tid var foran 25-18.
Det endte med en særdeles komfortabel sejr og dermed stensikkert videre avancement.
Hovedrunden i Champions League begynder i slutningen af januar.
/ritzau/