Stormvejr flår gavl af boligblok i Frederikshavn
Beboerne i to opgange er blevet evakueret, efter af gavl kollapsede. Hjemmeværnet bevogter ejendommen.


Beboerne i en tre-etagers boligblok på Rimmens Allé i Frederikshavn er sent lørdag aften blevet evakueret, efter at en del af gavlmuren på ejendommen er styrtet sammen. Ingen personer er kommet til skade, oplyser Nordjyllands Politi til Ritzau.

- Gavlens ydermur er faldet sammen. Stormen har simpelthen suget den ned, mens indermuren fortsat er intakt. Hjemmeværnet er sat til at bevogte ejendommen og sørger for, at ingen personer kommer i nærheden af bygningen, siger Jan Stagsted, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Ifølge Bo Isaksen, der er indsatsleder ved Beredskabscenter Frederikshavn, var der 10 personer i ejendommen, hvoraf de syv personer er blevet indlogeret på Hotel Jutlandia natten over. De resterende har selv fundet et midlertidigt hjem.

- Det er på læsiden af boligblokken, at mellem 30 og 40 kvadratmeter af skalmuren (den yderste af to mure, red.) i anden sals højde er røget ned, siger Bo Isaksen.

Ulykken blev anmeldt klokken 22.35.

- Stormen har dagen igennem været kraftigere helt oppe nordpå end hernede i Aalborg-området, siger politiets vagtchef Jan Stagsted.

Ifølge politiet er der risiko for, at den resterende del af gavlen også styrter sammen.

Boligforeningen tager søndag formiddag kontakt til de evakuerede beboere med henblik på genhusning. Det skal nu undersøges, om de kan vende tilbage snart.

Tidligere lørdag aften rev blæsten også en gavl ned på et fireetagers hus på Langesgade i midten af Aalborg. 29 personer har måttet forlade deres lejligheder på grund af sammenstyrtningen.

Den voldsomme blæst har også væltet mange træer i Nordjylland, og i Hirtshals er taget på den lokale brandstation blæst af.

De øvrige politikredse i Jylland melder om flere væltede træer og løse tagsten, men ikke noget alvorligt.

Værst ser det ud i Aarhus, hvor tagplader på byens rådhus er revet løs og blafrer i den kraftige blæst. I den forbindelse er Park Allé, hvor rådhuset ligger, blevet spærret af.

Også Fyn, Sjælland og øerne melder om en række stormskader i form af væltede træer og skilte. Dog er der ingen større skader.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.