Storms mor taler ud: Derfor cyklede han væk
Der var en ganske særlig årsag til, at den toårige dreng cyklede hjemmefra.
Storms storebror går i skole. Det ser Storm vist frem til også at gøre ...
Storms storebror går i skole. Det ser Storm vist frem til også at gøre ... Foto: Politiet


Hele Danmark holdt vejret, da den toårige dreng Storm for knap to uger siden blev meldt forsvundet.

Han var cyklet på sin blå løbecykel fra hjemmet i Sophienlund i Hillerød, og forældrene var ude af sig selv af bekymring. Politi og et imponerende hold af frivillige ledte efter den lille fyr, der heldigvis blev fundet i tide i et skovområde. Klokken to om natten opdagede en hundepatrulje Storm liggende sovende i skovbunden. Kold og forkommen - men i live.

Lokalavisen har talt med Storms mor, der til avisen fortæller, hvorfor den lille dreng cyklede bort. Et spørgsmål, mange nok stillede sig selv i de dramatiske timer, hvor drengen var væk.

Storm legede, at han skulle i skole!

- Vi talte om, at når man går i skole, så har man sin skoletaske med. Så tømte han sin rygsæk, puttede sin yndlingsbil i og sagde, at nu skulle han i skole, fortæller moderen, der ønsker at være anonym, til Lokalavisen.

Den lille purk fik sandaler, en varm trøje og cykelhjelm på, sagde 'hej, hej, mor' og smilede og vinkede, da han kørte ud på vejen foran huset.

Familien bor ifølge Lokalavisen på en lille, lukket vej, hvor drengen er vant til at køre. Moren lagde noget vasketøj på plads og gik et øjeblik efter ud på vejen, hvor hun opdagede, at Storm var væk.

Og så gik det store eftersøgningsarbejde eller i gang. I begyndelsen fik moderen hjælp af en nabo og en ven - senere kom politiet og frivillige som bekendt til.

Først ledte familien i bunden af kvarteret mod syd, hvor der er grønne arealer og legeplads. Det er også i den retning, Storms storebrors skole ligger.

Men det viste sig senere, at Storm havde taget turen mod nord, krydset Isterødvejen og cyklet langt ind i skoven mod Gadevang, hvor han blev fundet cirka 2,8 kilometer fra sit hjem.

Politiet rullede fra starten ud med det helt store udtræk - en helikopter kom i luften og hundepatruljer blev sendt ud. Det er familien yderst taknemmelig for, ligesom man også efter de dramatiske timer sendte en varm tak til de mange frivillige, der hjalp med at søge efter guldklumpen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.