Stormrådet: Siger forsikringen nej så prøv os
Stormrådet trækker ikke en streg i sandet efter oversvømmelsen i Nordjylland. Anmeldelser vil blive vurderet.
Nu vil Stormrådet hjælpe de nordjyder, der ikke får erstatning fra forsikringen.
Nu vil Stormrådet hjælpe de nordjyder, der ikke får erstatning fra forsikringen. Foto: POLITIFOTO POLITIFOTO/POLFOTO


En del nordjyder fik oversvømmelser i deres huse, da åer og søer gik over deres breder i sidste uge på grund af det voldsomme regnvejr. Og får de nej fra forsikringsselskabet til erstatning, så kan der være hjælp at hente hos Stormrådet. Det vil dog kræve en individuel undersøgelse.

Det er kun ved stormflod - og ikke oversvømmelse, at Stormrådet kommer med en udtalelse, oplyser rådet. Så derfor kan et helt område ikke umiddelbart være dækket af oversvømmelsesordningen, uden hver enkelt sag afprøves.

Rådet oplyser, at betingelsen for, at man kan få erstatning fra Stormrådet, er, at oversvømmelsen fra vandløbet har været ekstrem. Det vil sige, at den statistisk set sker sjældnere end hvert 20. år. Og allerede i fredags vurderede Naturstyrelsen, at der var tale om oversvømmelse.

- Det er vigtigt, at de, der er ramt af oversvømmelse, melder skaden til deres forsikringsselskab så hurtigt som muligt. Det forbedrer også vores muligheder for at sikre en hurtig sagsbehandling, hvis det viser sig, at forsikringsselskabet ikke dækker i den enkelte sag, siger Stormrådets formand, Jesper Rasmussen.

Det er i sidste ende Naturstyrelsen, der på baggrund af en anmeldelse skal finde ud af, om der har været oversvømmelse i den enkelte sag.

Og afviser forsikringsselskabet at dække skaden, skal man anmelde skaden til Stormrådet på en anmeldelsesblanket fra Stormrådets hjemmeside.

Det var en stor del af Nordjylland, især i trekantområdet mellem Aalborg, Frederikshavn og Hjørring, der blev ramt af store oversvømmelser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.