Det er ikke alle steder i Danmark, der har stabil adgang til hurtigt internet, og for mange kan dårlig dækning give anledning til stor frustration.
Derfor har regeringen oprettet en pulje for bredbånd, som er på 80 millioner kroner i 2016.
Onsdag viser tal, at der er kommet 173 ansøgninger til sammenlagt 300 millioner kroner fordelt på 63 kommuner.
Det glæder energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).
- Jeg er meget glad for den meget store interesse for at søge bredbåndspuljen, både fra kommunerne og borgerne. Der er næsten ansøgt for fire gange så mange penge, som der er i puljen alene i år, siger han.
Han afviser dog, at puljen bør være større, når så mange har ansøgt puljen, for der er også mulighed for at søge i de kommende år.
- Det er første gang, at der er en bredbåndspulje i danmarkshistorien. Det er første gang, at staten understøtter udrulning af bredbånd, og det viser, at der er meget stor interesse, siger ministeren.
En analyse fra Dansk Energi foretaget af Netplan anslår, at der er behov for otte milliarder kroner, hvis hele landet skal have adgang til fiberbredbånd.
Men det er ikke statens opgave, lyder svaret.
- Statens penge skal og kan aldrig dække udrulning af bredbånd og dækning af hele Danmark. Heldigvis investerer teleselskaberne mellem fem og syv milliarder kroner i udbygningen.
- Bredbåndspuljen er rettet mod de områder, hvor teleselskaberne ikke har mulighed for at komme ud, fordi det ikke er økonomisk bæredygtigt, siger ministeren.
I april vedtog regeringen sammen med et bredt udsnit af Folketinget bredbåndspuljen på 200 millioner kroner.
Frem til 2019 vil midlerne blive fordelt til områder i landet, hvor der er dårligt bredbånd, og hvor teleselskaberne ikke af sig selv tilbyder en løsning til borgere og virksomheder.
Puljen er målrettet områder, der ikke har adgang til maksimalt 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s upload.
Energistyrelsen er i gang med at gennemgå og behandle alle ansøgninger, som man forventer at kunne give svar inden jul.
/ritzau/