Torsdagens kraftige storm Dagmar har betydet, at en række beboere omkring Apotekervænget i Sakskøbing på Lolland er blevet evakueret.
En 15 til 18 meter høj skorsten, der står i området, er nemlig i fare for at styrte sammen, og ifølge øjenvidner drysser det med sten fra skorstenen, skriver folketidende.dk.
På Twitter skriver Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi, at skorstenen nu skal rives ned.
Skorstenen stammer fra et gammel bryggeri, og heldigvis er ingen kommet til skade trods nedstyrtningsfaren.
Det er dog ikke på Sydhavsøerne, at stormen netop nu raser. På Twitter advarer Syd- og Sønderjyllands Politi om faldende tagsten i Esbjerg.
- Der falder tagsten ned fra hus på hjørnet af H.C. Ørstedgade/Torvegade i Esbjerg, skriver de.
Ifølge Ritzau giver vandmasser problemer ved Roskilde, så her er der hentet hjælp fra Jylland.
- Beredskabsstyrelsen Midtjylland er på vej med en halv kilometer mobil dæmning til indsættelse ved Jyllinge Nordmark, skriver Lars Høg Schou, operativ chef i Beredskabsstyrelsen, på Twitter.