Vildt vejr har ramt Danmark.
Men glem alt om at bruge stormen som undskyldning for at tage en pjækkedag under dynen. Stormen bliver nemlig højest sandsynlig ikke så kraftig, at den vil forhindre nogen i at tage på arbejde, siger vagthavende meteorolog ved DMI, Michael Skelbæk.
- Der kommer vindstød op til stormstyrke og med en vindretning, der typisk giver problemer på broerne. Men jeg tror umiddelbart ikke, at folk får problemer med at komme på arbejde, siger han til Avisen.dk.
På arbejde med en campingvogn
Eneste undtagelse er, hvis man skal over en af broerne med et vindfølsomt køretøj.
- Jeg tror ikke, at broerne bliver lukket af på grund af stormen. Der vil nok komme restriktioner på broerne, men det er trods alt de færreste, der kører på arbejde med en campingvogn efter bilen, siger Michael Skelbæk.
Han tilføjer dog, at det er svært at sige med sikkerhed, da tingene kan nå at ændre sig.
- Det kan jo også være, der falder køreledninger ned. Så jeg vil anbefale, at man lige kigger på noget trafikinformation, inden man tager hjemmefra, siger Michael Skelbæk.
Læs også: Meteorologens gode råd til morgenen efter stormen
Trampolinen kan flyve lidt rundt
Det er især det centrale og østlige Danmark, der får en blæsende tur på vej på arbejde.
Der er dog ikke udsigt til, at vi får Bodil-lignende tilstande foreløbig. Vi er ikke i nærheden af, at tage braser sammen og træer vælter, siger meteorologen.
- Men løse ting i haven, for eksempel klapstole eller trampoliner, kan godt begynde at flyve lidt rundt. Og sørg for at afsikre stilladser på byggepladser, råder Michael Skelbæk.