Storm holder færger til Tyskland og Norge i havn
Mellem Gedser og Rostock samt Hirtshals og Kristiansand er færgeafgange mandag aflyst på grund af blæst.
Scandlines har aflyst flere færgeafgange på grund af stormvejr. Arkivfoto
Scandlines har aflyst flere færgeafgange på grund af stormvejr. Arkivfoto Foto: Scandlines/free


Stormen Gorm generer også trafikken til vands, hvor risiko for høj søgang har fået Scandlines til at aflyse en række afgange natten til mandag og foreløbigt frem til mandag formiddag.

Det drejer sig om ruten mellem Gedser og Rostock, hvor passagerer enten skal væbne sig med tålmodighed eller søge alternative ruter.

Fra Gedser er afgange klokken 01.30, 03.40, 07.00 og 09.00 aflyst, og i modsat retning drejer det sig om afgange klokken 01.30, 04.30, 06.00 og 09.00, oplyser Scandlines i en pressemeddelelse.

- Scandlines anbefaler både fragt- og passagerkunder at benytte den alternative overfart fra Rødby til Puttgarden, hvor færgerne sejler efter planen, skriver selskabet.

Det ventes, at skibene igen vil sejle som planlagt fra klokken 11.15 mandag.

Passagerer kan holde sig opdateret om færgesituationen på Scandlines' hjemmeside, lyder opfordringen.

Også mellem Norge og Danmark forårsager stormen Gorm aflysninger. Color Line har ifølge egen hjemmeside aflyst mandagens tidlige afgang fra Hirtshals til Kristiansand. Det samme gælder dagens første færgeafgang i modsat retning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.