Selvom danske arbejdere flere år i træk har sørget for, at nogle af landets største familieejede virksomheder har kunnet hive rekordoverskud hjem, så er der ikke mange skulderklap at hente.
En kortlægning, som Fagbladet har lavet, viser nemlig, at otte ud af de største familieejede virksomheder herhjemme tilsammen har flyttet mere end 5.650 arbejdspladser til udlandet de seneste 10 år.
Det skriver Ekstra Bladet søndag.
Hård konkurrence
Eksempelvis har Danfoss de seneste 10 år valgt at flytte 400 arbejdspladser fra Als til Polen. Og det til trods for, at virksomheden kunne glæde sig over et overskud på 4,4 milliarder kroner sidste år.
Selv forklarer Danfoss pressechef, Lasse Bastkjær Jensen, det med den hårde konkurrence.
- Vi er i hård konkurrence med store internationale spillere, og hvis vi også i fremtiden skal bevare vores virksomhed og vores arbejdspladser – og det skal vi – er vi nødt til at kunne reagere på markedsvilkår og på konkurrencesituation, siger han til Ekstra Bladet.
Bør tage ansvar
Professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet kan godt forstå, hvis de danske arbejdere står frustrerede tilbage.
Han mener, at virksomhederne bør tage et ansvar.
- Og det er ikke kun som reklame for den enkelte virksomhed, men fordi der er nogle samfundshensyn, der skal gå forud, siger han til Ekstra Bladet.
A.P. Møller Mærsk
Formue: 172 mia. kr.
Udflyttede job: 2.600
Velux (inkl. Velfac og Rationel)
Formue: 34 mia. kr.
Udflyttede job: 1.250
Coloplast
Formue: 38 mia. kr.
Udflyttede job: 600
Kilde: Ekstra Bladet