Store skovbrande: Kæmper mod tiden
500 brandfolk har mandag og tirsdag til at få styr på skovbrande, inden blæst og høje temperaturer kommer tilbage.
Der bor omkring 40.000 mennesker i Adeleide Hills, der lige nu er ramt er en række skovbrande.
Der bor omkring 40.000 mennesker i Adeleide Hills, der lige nu er ramt er en række skovbrande. Foto: Hewitt Wang/AP


Brandfolk i den australske delstat South Australia kæmper mandag fortsat en indædt kamp for at få inddæmmet de kraftige skovbrande, der hærger området.

Høje temperaturer og kraftig vind fra på onsdag ventes at gøre betingelserne endnu sværere for brandfolkene, der er oppe imod de værste skovbrande i tre årtier. Brande, der allerede har slugt snesevis af huse.

South Australias brandmyndigheder siger, at en række hjem og bygninger stadig er i fare for at blive flammernes bytte øst for Adelaide.

Delstatens førsteminister Jay Weatherill siger mandag morgen lokal tid, at det er et kapløb med tiden for at få kontrol over brandene, inden at vejrforholdene onsdag bliver noget nær umulige at arbejde med.

- Det er på ingen måder overstået endnu. Vi er i et kapløb med tiden for at få inddæmmet så stort et område som muligt, før varmere vejr og kraftigere vind sætter ind senere på ugen, siger han til tv-kanalen ABC.

Onsdag ventes temperaturen at blive omkring 38 grader i det sydlige Australien.

Jay Weatherill bekræfter, at mindst 12 hjem er blevet flammernes bytte, men mindst 20 andre er blevet kraftigt beskadiget.

- I dag (mandag, red.) håber vi at kunne tage nogle meget store brandslukningsfly i brug. De skal smide 11 store portioner vand på brandene. Det er meget vigtigt, at vi får styr på brandene nu, siger han.

Mindst 29 personer - primært brandfolk - er blevet kvæstet i forbindelse med brandene. Ingen har dog lidt alvorligt skade.

Hundredvis af brandfolk fra nabodelstaterne Victoria og New South Wales ankom søndag til området for at hjælpe deres kolleger med det farlige arbejde. Dermed kæmper over 500 brandfolk med flammerne mandag.

Ifølge delstatsmyndighederne er brandene de værste i South Australia siden 1983, hvor 70 mennesker omkom, mens tusindvis af private hjem og offentlige bygninger blev ødelagt.

I nabostaten Victoria er ingen mennesker kommet noget til i de brande, der hærger her. Men tusindvis af kvæg menes at være gået til i flammerne.

Australien rammes hvert år af skovbrande i sommermånederne fra december til februar. For fem år siden kostede en brand 173 menneske livet i Victoria i den værste brand i årevis.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.