Gråd og bankende hjerter vil præge dagen i Køge.
250 kommunale stillinger skal nedlægges for at få budgettet for 2011 til at hænge sammen. I dag vil der blive sat navne på mange af fyringerne.
Pædagogerne er blandt de faggrupper, der vil blive hårdt ramt.
"Vi har ikke noget overblik over, hvor mange, der bliver fyret. Det kommer ind i løbet af dagen," siger faglig sekretær i BUPL Bøje Kristiansen til Newspaq.
For at hjælpe de fyrede medlemmer vil BUPL i lighed med andre fagforbund være tilstede på to samlingssteder, som kommunen har oprettet - på Køge Rådhus og det tidligere Borup Rådhus.
"Her vil vi hele dagen give råd og vejledning så godt, vi kan på nuværende tidspunkt," siger Bøje Kristiansen.
Køge Kommune har yderligere hyret virksomheden AS3 Work & Care, der har specialiseret sig i at hjælpe folk med store omstillinger.
Udover pædagoger vil sparekniven ramme bl.a. sosu-assistenter, sagsbehandlere, lærere og kommunale ledere.
Borgmester Marie Stærke (S) sidder i øjeblikket i møde i økonomiudvalget og har ikke været til at træffe for en kommentar.
Hun har dog tidligere i en pressemeddelelse understreget, at besparelserne på over 100 millioner kroner ikke kan undgå at betyde serviceforringelser for mange borgere og ændrede forhold for medarbejdere fra det nye år.
"Men der er ingen vej udenom, selvom det ikke er rart for nogen parter," siger hun.