Store objekter fundet i fly-eftersøgning
To store "objekter" er blevet spottet i forsøget på at finde vraget af fly, der forsvandt søndag.
Indonesiske dykkere tjekker deres udstyr forud for en eftersøgningsoperation i Javahavet, hvor et AirAsa-fly forsvandt søndag. To "store objekter" er ifølge myndighederne blevet lokaliseret på havbunden.
Indonesiske dykkere tjekker deres udstyr forud for en eftersøgningsoperation i Javahavet, hvor et AirAsa-fly forsvandt søndag. To "store objekter" er ifølge myndighederne blevet lokaliseret på havbunden. Foto: AP/AP


Der er blevet fundet to "store objekter" i forbindelse med eftersøgningen af det styrtede AirAsia-fly.

Objekterne er ifølge chefen for eftersøgningen, Bambang Soelistyo, på 30 meters dybde i Javahavet.

- Det er lykkedes os at opdage to store objekter - det ene tredimensionelt, det andet todimensionelt. Jeg kan bekræfte, at det er de dele, som vi leder efter, siger Bambang Soelistyo ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den største af de to fundne dele, der ligger tæt på hinanden på havets bund, måler omkring 10 gange fem meter.

Man forsøger nu at få billeder af objekterne ved hjælp af fjernstyrede undervandsfartøjer. På grund af stærk strøm er det dog besværligt at navigere under vandet.

Tidligere i denne uge var det fremme, at vraget af flyet, der forsvandt søndag, var blevet fundet. Det blev senere afvist af myndighederne.

Eftersøgningen har de seneste dage været koncentreret om at finde hovedskroget samt flyets to sorte bokse, der kan være med til at opklare, hvorfor det styrtede ned på vej fra Indonesien til Singapore.

Det er uklart, hvad der var årsag til flystyrtet. Havarieksperterne har en teori om, at flyet stallede, da det var på vej op for at undgå en storm efter at have været 40 minutter i luften.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.