Storbritannien sender 12 militære rådgivere til Irak
De kurdiske pershmerga-styrker i Irak får hjælp til træning af 12 britiske militærrådgivere.


Det britiske forsvarsministerium oplyser søndag, at 12 britiske militærrådgivere skal til Irak for at træne de kurdiske pershmerga-styrker. Det er blandt andet håndteringen af tunge maskingeværer, pershmerga-styrkerne skal trænes i.

- Vi fortsætter med at øge assistancen til de irakiske sikkerhedsstyrker. Øvrige træningshold til træning af soldaternes evner i kamp, medicinsk og anti-eksplosivt materiel vil følge efter, skriver det britiske forsvarsministerium i en meddelelse.

De 12 militærrådgivere skal til byen Erbil i en uge, hvor de vil hjælpe med træningen i de våben, som briterne har sendt derned.

En talskvinde fra det britiske forsvarsministerium understregede, at rådgivernes opgaver på ingen måde involverer kamphandlinger.

Det britiske parlament har givet sit mandat til, at flyvevåbnet kan deltage i bombninger af Islamisk Stats styrker. Premierminister David Cameron har dog flere gange afvist, at der bliver tale om britiske landtropper i Irak og Syrien.

De militære rådgivere sendes til Irak, mens kurdiske styrker i Syrien kæmper for at beholde kontrollen over byen Kobani, der er under angreb fra den jihadistiske organisation Islamisk Stats styrker.

/ritzau/Reuters/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.