Ritzau
Opdateret kl. 08:37
Båret af stigende handelsindtægter kan Danske Bank fredag præsentere et overskud for tredje kvartal på over 4,9 milliarder kroner.
Bankens handelsindtægter er steget fra under én milliard kroner i tredje kvartal sidste år til over 2,5 milliarder kroner i tredje kvartal i år.
Dermed har banken et nettoresultat på 14,3 milliarder kroner for årets første ni måneder. Det oplyser banken i sit regnskab. Det betyder, at resultatet er ni procent bedre end samme tidspunkt sidste år.
Det er især i den afdeling af banken, der hedder Corporates & Institutions, at aktiviteten blandt kunderne har været stigende og med voksende handelsindtægter til følge.
Det fine regnskab har også smittet af på bankens syn på fremtiden. Forventningerne til hele 2016 har i regnskabet fået et nøk op. Det forventes nu, at banken kommer ud af 2016 med et pænere resultat end 2015.
- Opjusteringen skyldes primært, at handelsindtægterne er højere end forventet, står der i regnskabet.
Banken tager forbehold for, at forventningerne indeholder usikkerheder og kan præges af makroøkonomiske forhold.
Et af de forhold synes dog at være blæst over for nu. Banken noterer sig, at smerterne fra den britiske afstemning om EU-medlemskabet har været færre end forventet.
- De finansielle markeder er kommet sig siden Storbritanniens afstemning om sit EU-medlemskab, står der i regnskabet.
- Selv om usikkerheden om fremtidens vækst er steget, virker vores kernemarkeder mindre påvirket end forventet.
Det samlede regnskab efterlader grund til optimisme for banken, vurderer investeringsøkonom fra Nordnet Per Hansen i en skriftlig meddelelse.
- Danske Banks regnskab viser, at den nu er fuldt på højde med sine nordiske konkurrenter, skriver han og tilføjer:
- Regnskabet for tredje kvartal og for de første ni måneder af 2016 efterlader et rigtig flot indtryk.
/ritzau/