Tusindvis af utilfredse demonstranter hævede deres mobiltelefoner i Ungarns hovedstad Budapest søndag, mens de kritiserede regeringens planer om at implementere en ny skat på internet i landet.
Der blev også smidt brugte telefoner og gamle computere mod hovedkvarteret for regeringspartiet, der planlægger at indkræve internetskatten på 150 forint per gigabyte data fra næste år. 150 ungarske forint svarer til 3,60 danske kroner, der skal lægges oven i teleselskabernes priser.
Regeringen understreger, at det ikke er ment som en hetz mod brugere af internettet, og at der er behov for at tjene ekstra penge ind til et underskudsplaget statsbudget. Forslaget vil indkassere mindst en halv milliard kroner, ifølge finansministeriets udregninger.
Kritikere af internetskatten mener, at det vil betyde en stor tilbagegang i brugen af internettet, hvilket i sidste ende vil betyde en bremsning af Ungarn som videnssamfund.
Som forslaget ser ud nu, så vil der dog være et loft for, hvor meget internetskat, hver person skal betale. Det beløb ligger på omkring 20 kroner om måneden for privatpersoner og 120 kroner for virksomheder. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen