Stor strejke i Norwegian
Norwegian-piloter strejker fra lørdag morgen efter forhandlinger med flyselskabet er brudt sammen kort efter midnat natten til lørdag
Forhandlinger mellem Norwegian og flyselskabets skandinaviske piloter har ikke båret frugt. Lørdag morgen strejker nogle af piloterne, og det kan blive fulgt op af massestrejke fra onsdag. Arkivfoto
Forhandlinger mellem Norwegian og flyselskabets skandinaviske piloter har ikke båret frugt. Lørdag morgen strejker nogle af piloterne, og det kan blive fulgt op af massestrejke fra onsdag. Arkivfoto Foto: Pressefoto / David Peacock/free


En række af Norwegians skandinaviske piloter kommer ikke til at sætte sig i cockpittet i selskabets fly fra lørdag morgen.

Piloterne strejker, efter at forhandlinger mellem dem og flyselskabet er brudt sammen kort efter midnat natten til lørdag, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Strejken betyder i første omgang, at 70 af Norwegians piloter ikke kommer til at flyve frem til tirsdag. Fra onsdag vil strejken muligvis blive optrappet og omfatte 650 piloter - ifølge NTB næsten samtlige skandinaviske piloter i selskabet.

Nils Dalseide, der som forligsmand har mæglet i konflikten, har tidligere fredag oplyst til NTB, at afstanden mellem parterne var for stor.

Parterne sad sammen ved forhandlingsbordet, da den officielle tidsfrist for at finde en aftale blev overskredet. Kort tid efter valgte man at afbryde forhandlingerne uden en løsning.

Undgår flyaflysninger

Halvor Vatnar, formand for Norwegian Pilot Union, siger, at piloterne har været villige til at diskutere forsikring, pension og arbejdstid, men at det ikke har båret frugt.

- Selskabet er kun interesseret i at organisere sig ud af sine forpligtelser, og det er derfor ikke muligt at finde en løsning - vi har brug for en kollektiv overenskomst, siger han til NTB.

Norwegian beklager forhandlingskollapset, men understreger, at man håber at kunne undgå flyaflysninger.

- Vi beklager på det stærkeste den usikkerhed, der nu er skabt over for vores passagerer. Vores mål har hele tiden været at undgå strejke og finde en løsning og få ro i selskabet. Nu vil vi gøre, hvad vi kan, for på bedst mulig måde at tage vare på berørte passagerer, siger Norwegians administrerende direktør, Bjørn Kjos, i en pressemeddelelse.

Ifølge selskabet er langdistanceruter til USA og Asien ikke berørt af strejken. Det samme gælder Norwegians britiske, finske og spanske baser.

Passagerer kan tjekke Norwegians hjemmeside for at få oplysninger om en specifik afgang.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.