Stor sportskæde lukker i Danmark
Stadium, der er Sveriges største kæde af sportsbutikker, har solgt sine danske butikker til jyske Sport24.
Sport24 rykker blandt andet ind i indkøbscentret Fields i Ørestaden i København, efter kæden skal overtage Stadiums danske butikker
Sport24 rykker blandt andet ind i indkøbscentret Fields i Ørestaden i København, efter kæden skal overtage Stadiums danske butikker Foto: Scanpix


Hvis man tidligere har købt sit løbetøj, sportstasker eller fodboldstøvler i den svenske kæde Stadiums butikker i Danmark, skal man fremover lede efter Sport24's logo.

Stadium lukker sine danske butikker med udgangen af september, og fra 1. oktober overtager den jyske kæde Sport24 lejemålene, oplyser Stadium i en pressemeddelelse.

Årsagen er, at den danske satsning ikke har skæppet tilstrækkeligt i kassen.

- I 2016 har vi gennemført nyetableringer i både Sverige og Finland og åbnet vores tredje butik uden for Norden i Hamburg. Salget i Danmark er dog ikke steget i takt med forventningerne, siger Karl Eklöf, administrerende direktør for Stadium.

- Derfor traf Stadiums ledelse i juli 2016 en strategisk beslutning om at forlade markedet, lyder det videre i pressemeddelelsen.

Aftalen med Sport24 faldt på plads 22. juli. Salget skal dog fortsat godkendes af konkurrencemyndighederne.

Den jyske kæde overtager både butikker og personalet. Sport24 har i dag 45 butikker i Jylland og på Fyn, men den har ikke stået stærkt i København.

Det håber Henrik Bruun, administrerende direktør og hovedaktionær i Sport24, at der vil blive lavet om på med den nye aftale.

- Med opkøbet af de syv Stadium-butikker og især med overtagelsen af de københavnske butikker har vi nået målet om at blive en landsdækkende sportskæde hurtigere end forventet, siger han i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.