Stor del af ældremilliarden går til mere personale
Størstedelen af de foreløbige udbetalinger fra finanslovens ældremilliard går til at ansætte mere personale.
Størstedelen af ældremilliarden går til flere varme hænder i ældreplejen.
Størstedelen af ældremilliarden går til flere varme hænder i ældreplejen. Foto: Scanpix/arkiv


Landets 98 kommuner har fredag deadline for at lægge billet ind på en del af den ældremilliard, som regeringen og blå blok øremærkede til ældreområdet i finansloven.

Ifølge de foreløbige tal fra Sundheds- og Ældreministeriet bliver to tredjedele af pengene brugt til at ansætte nyt personale.

- Det ser ud til, at kommunerne i vid udstrækning vælger at prioritere flere varme hænder til en række forskellige opgaver, der blandt øger livskvaliteten og skaber bedre sammenhæng i plejen, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V).

- Det, synes jeg, er meget tilfredsstillende, og det stemmer godt overens med de ønsker om en mere værdig ældrepleje, som jeg har hørt fra de ældre selv, siger hun i en pressemeddelelse.

Indtil videre har ministeriet modtaget redegørelser for cirka 750 millioner kroner af ældremilliarden, også kaldet værdighedsmilliarden. Heraf går 67 procent af pengene til lønudgifter.

Kommunerne skal redegøre for, hvordan de ekstra penge skal bruges i år. Redegørelsen skal offentliggøres på kommunens hjemmeside og indsendes til Sundheds- og Ældreministeriet.

Både Ældre Sagen og FOA glæder sig over ældremilliarden. Men begge organisationer påpeger over for DR, at der stadig er behov for flere ressourcer.

Det er ét skridt frem og tre tilbage, udtrykker underdirektør i Ældre Sagen, Michael Teit Nielsen, til DR:

- Det er et løft, der kommer på et bagtæppe af flere års nedskæringer. Så på trods af den her ekstra milliard til værdighed, så er det hver tredje kommune, der vil bruge færre penge på de over 80-årige i år.

FOA's sektorformand for social- og sundhedssektoren, Karen Stæhr, understreger over for DR, at der stadig er mange steder, hvor der er for få medarbejdere i ydertimerne:

- Om aftenen og i weekenderne er der alt for få, nogle gange er der kun en medarbejder om natten til noget der ligner 30 eller 50 beboere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.