Stor dansk singlefiasko i Singapore
Efter Viktor Axelsens nederlag er alle tre herresingler ude af Singapore Open efter anden runde.
Viktor Axelsen led torsdag et nederlag i Singapore Open. Det betyder, at alle tre danske herresingler er ude.
Viktor Axelsen led torsdag et nederlag i Singapore Open. Det betyder, at alle tre danske herresingler er ude. Foto: Saurabh Das/AP


Ifølge verdensranglisten har dansk badminton tre herresinglespillere blandt de 11 bedste i verden, men det har været svært at få øje på i Singapore Open.

Torsdag er alle tre blevet ekspederet ud allerede i anden runde af modstandere, de normalt burde have krammet på.

Senest gik det ud over Viktor Axelsen, der rangerer som verdens nummer seks, men som alligevel fik ørerne i maskinen af nummer 38, Simon Santoso fra Indonesien.

Axelsen tabte første sæt 17-21, kom godt igen og vandt andet med 21-16, men så var der ikke mere i den unge dansker, som slet ikke kom i gang i tredje sæt.

Santoso kom foran 13-2, inden Axelsen fik gjort cifrene en smule mere spiselige. Forhindre nederlaget kunne han dog ikke, og indoneseren vandt 21-12

Tidligere på dagen tabte Jan Ø. Jørgensen klart i to sæt til verdens nummer 14, inderen H. S. Prannoy, der vandt 21-16, 21-8.

Også Hans-Kristian Vittinghus (11) dumpede mod en lavere rangerende modstander. Han tabte til franskmanden Brice Leverdez, der er nummer 32 på verdensranglisten, men som nu har slået danskeren to gange på få måneder.

En smule opmuntring var der i herredouble, hvor den 7.-seedede duo med Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen slog sig igennem til kvartfinalen.

To gange Mads vandt klart over englænderne Marcus Ellis og Chris Langridge med cifrene 21-13, 21-14.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.