Stor brand pulveriserer dele af by ved kendt vinområde
Indbyggere i Middletown i Californien er blevet evakueret og kan nu kun vente på at se skadernes omfang.


Hundredvis af huse og bygninger er blevet ødelagt af en skovbrand, der for tiden hærger et område i det nordlige Californien i USA.

Branden i den knastørre amerikanske delstat er især gået ud over byerne Middletown og Cobb, der ligger umiddelbart nord for det verdenskendte vindistrikt Napa Valley ved Sacramento.

Hundredvis af indbyggere i de to byer er sendt på flugt af skovbrandene, der af myndighederne beskrives som de værste denne sommer i Californien.

Guvernør Jerry Brown har erklæret de brandramte områder i undtagelsestilstand, og evakueringerne af omkringliggende byer er iværksat for en sikkerheds skyld, fordi skiftende vindretninger gør det svært at forudsige, hvilken retning brandene vil tage.

Branden har indtil videre ødelagt omkring 40.000 hektar af det dalområde, den hærger. Det svarer til et område større end Morsø.

Der er ikke meldinger om, at nogen indbyggere er kommet noget til. Fire brandmænd har dog fået andengradsforbrændinger, efter at de fra en helikopter blev firet ned for at bekæmpe brande i et område.

Derudover har mange indbyggere i al hast forladt deres huse, ejendele og husdyr.

Især Middletown - en by med cirka 1500 indbyggere - er blevet flammernes bytte. Store dele af centrum skulle være omdannet til aske.

- Vores mandskab har ikke været i stand til at få et fuldt overblik over skaderne. Men vi ved, at i hundredvis af bygninger er blevet ødelagt, oplyser Daniel Berland, talsmand for brandmyndighederne, på Twitter.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.