Stop Spild af Mad: Fransk forbud ikke nok
Fremover skal butikker donere usolgt mad til velgørenhed eller andet i Frankrig. Det er ikke nok, lyder det.
I Frankrig skal alle større supermarkeder indgå en kontrakt med en velgørende organisation for at sætte uddelingen af de halvgamle fødevarer i system, så madspildet mindskes.
I Frankrig skal alle større supermarkeder indgå en kontrakt med en velgørende organisation for at sætte uddelingen af de halvgamle fødevarer i system, så madspildet mindskes. Foto: www.colourbox.com/free


Det er positivt, men det går ikke vidt nok, når Frankrig forbyder store supermarkeder at destruere usolgte - men stadig spiselige - fødevarer for at anspore til at donere dem til velgørenhed eller dyreføde.

Det mener Selina Juul, som er leder af forbrugerbevægelsen Stop Spild af Mad, efter at det franske parlament torsdag enstemmigt vedtog at indføre forbuddet.

- Det er positivt, men det skal tænkes lidt mere igennem, for man kan godt gå lidt videre. Der skal også tænkes ind i systemet, som skal stå for at håndtere madspildet, siger hun.

Danske butikker smider over 150.000 ton mad ud hvert år ifølge Miljøministeriets beregninger fra 2014.

I Frankrig skal alle større supermarkeder indgå en kontrakt med en velgørende organisation for at sætte uddelingen af de halvgamle fødevarer i system, så madspildet mindskes.

Men systemet kan gøre mere overskueligt, lyder det.

- Der bliver doneret god overskudsmad til hjælpeorganisationer, men man skal stadig igennem mange registreringer, for fødevaresikkerheden skal være i orden.

- Derfor skal det være nemmere for organisationerne at modtage maden og for supermarkeder at donere det, hvis det skal implementeres i Danmark, siger Selina Juul.

Hun afviser, at det ofte er den mad, som er for gammel, der bliver sendt videre til velgørenhedsorganisationer.

- Hvis vi for eksempel har for mange klejner efter julen, som er gode og fine, men ikke kan sælges, så er det i orden at give det til en hjælpeorganisation i januar, siger hun.

Spørgsmål: Men vil det gøre forskel? Det er vel ikke så mange madvarer, der er tale om?

- Der er stadig en del frugt og grønt, som bliver smidt ud. Bananer eller æbler med pletter på kan jo sagtens spises, for de har ikke overskredet datoen, bare fordi der er en lille plet, siger hun.

Danske butikker har for nylig fået lov til at sælge overskudsmad til velgørende formål med en lav momsbetaling.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.