Stoltenberg: Russisk fly over Tyrkiet ligner ikke uheld
Natos generalsekretær siger tirsdag, at russiske fly to gange i weekenden krænkede tyrkisk luftrum.


Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg siger tirsdag, at han tvivler på Ruslands forklaring om, at det var en fejl, at russiske fly i weekenden krænkede tyrkisk luftrum.

Ifølge Stoltenberg skete det nemlig to gange, og krænkelserne varede længere end blot få sekunder, som Rusland tidligere har hævdet.

- Jeg vil ikke spekulere i motiver, men det ligner ikke et uheld (...), og vi har to af dem, siger Stoltenberg på et pressemøde i Bruxelles tirsdag.

Mandag meldte Tyrkiet, at et russisk kampfly i forbindelse med Ruslands bombetogter i Syrien krænkede tyrkisk luftrum. I en udtalelse mandag fordømte forsvarsalliancen hændelsen og skrev, at der var sket krænkelser både 3. og 4. oktober.

Stoltenberg siger tirsdag, at Nato ikke har modtaget "nogen rigtig forklaring" fra Rusland om, hvad der skete. Han har ingen direkte kontakt til Moskva i øjeblikket, men overvejer muligheden.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.