Stolt Mourinho: Nu trænger jeg til en pause
Chelsea-manager José Mourinho var både glad og stolt, da mesterskabet kom i hus søndag. Men også meget træt.
Chelsea-manager José Mourinho er glad, stolt og træt, efter mesterskabet matematisk er sikret.
Chelsea-manager José Mourinho er glad, stolt og træt, efter mesterskabet matematisk er sikret. Foto: Matt Dunham/AP


Chelsea sikrede sig søndag klubbens femte mesterskab med en 1-0-sejr over Crystal Palace.

London-klubben mangler at spille tre kampe, men forspringet til de øvrige hold i toppen er så stort, at Chelsea ikke længere kan hentes.

Manager José Mourinho nyder, at titlen er i hus.

- Jeg er meget glad og stolt. Jeg har behov for en pause, jeg er træt, siger José Mourinho med henvisning til det store pres, han har følt gennem en længere periode.

Chelsea har længe ført ligaen, og det har lignet et spørgsmål om, hvornår titlen kunne fejres. Det blev altså søndag hjemme på Stamford Bridge.

- Det er ikke nemt at klare det, men nu er vi endelig mestre. Nu kan vi endelig trække vejret, slappe af og nyde.

- Og vi kan se tilbage og se hvor meget, vi fortjener at være mestre, siger Mourinho.

Mourinho fortæller, at han fra sæsonens begyndelse har fornemmet, at Chelsea-spillerne var, hvor de skulle være.

- Jeg vidste, at både arbejdsmoral og den rette ånd var til stede, siger han.

Chelsea-kaptajn John Terry var også særdeles godt tilfreds, da titlen var i hus.

- Det her er, hvad jeg lever for. Det er fem år siden, vi har vundet titlen.

- Når der går fire eller fem år uden titlen, så gør det ondt. Så jeg nyder dagen i dag rigtig meget, siger John Terry til Sky Sports.

/ritzau/afp/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.