Stolt Mørkøv-lillebror bliver bemærket
Jesper Mørkøv blev nummer to i seksdagesløbet i Ballerup med sin tyske makker. Han skabte i høj grad løbet.
- Lige nu er jeg skuffet, men i morgen vil jeg ikke føle mig som en taber, siger lillebror Mørkøv (tv) efter storebror vandt i Ballerup.
- Lige nu er jeg skuffet, men i morgen vil jeg ikke føle mig som en taber, siger lillebror Mørkøv (tv) efter storebror vandt i Ballerup. Foto: Carsten Bundgaard/CARSTEN BUNDGAARD


Hver eneste dag i Ballerup Super Arena har man den seneste uge konstant set en langlemmet fyr i grøn trøje angribe konkurrenterne i seksdagesløbet.

Sammen med sin tyske makker Christian Grassman endte Jesper Mørkøv på andenpladsen i det spændende seksdagesløb i Ballerup - udgave nummer 53 af det københavnske seksdagesløb.

Han har også en andenplads fra Bremens seksdagesløb for en måned siden, og især med sin kørsel i Ballerup fik han vist, at han er en mand, der kører cykelløb, så det bliver bemærket.

- Lige nu er jeg skuffet, men i morgen vil jeg ikke føle mig som en taber. Da vi på et tidspunkt i finalejagten tog en dobbeltomgang, troede jeg, at den var der, men vi tabte til et bedre par, siger Jesper Mørkøv, som måtte se storebror Michael Mørkøv løbe med sejren.

Jesper Mørkøv blev tidligere på vinteren europamester i dernypace på banen i Ballerup. I den forgangne uge har han underholdt publikum med sine konstante angreb og vist, at han kører med hjertet, men han har været vant til at stå i skyggen af storebror Michael.

- Det her er mit Tour de France. Jeg elsker at køre cykelløb. For mig er det ikke bare, at blive nummer to, tre eller fire. Det er hele det her - de seks dage her i Ballerup, som er det sjove. Den hårde handicapjagt i mandags var en af mine bedste oplevelser som cykelrytter, siger han.

Jesper Mørkøv har kørt de fleste af sæsonens europæiske seksdagesløb i denne sæson. Det håber han også at gøre næste vinter.

- Hvis ikke det her giver kontrakter, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Vi havde Michael og Alex presset. Michael gav mig aldrig en meter i finalen, og jeg kender ham godt nok til at vide, at så er han presset.

Mens Michael Mørkøv allerede fredag rejser til Qatar for at deltage i Tour of Qatar med Tinkoff-Saxo, skal Jesper Mørkøv køre for det noget mindre danske hold Team Vivelo-IBT Isolering.

Her håber han at få lejlighed til at vise, at han også kan køre på landevejen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.