Stolen vakler under Milan-legende
Efter nederlaget til Genoa kan Filippo Inzaghi snart være fortid som træner for den kriseramte storklub Milan.
Filippo Inzaghi hænger i en tynd tråd
Filippo Inzaghi hænger i en tynd tråd Foto: Paolo Giovannini/AP


Som aktiv var Filippo Inzaghi en af Europas mest træfsikre angribere, men i trænergerningen kniber det mere med succesen for italieneren.

I spidsen for den kriseramte storklub Milan har han oplevet skuffelse på skuffelse siden tiltrædelsen sidste sommer. Onsdag aften kom endnu én.

På hjemmebane tabte Milan til Genoa med 1-3. Det var fjerde ligakamp i træk uden sejr og første gang i 57 år, at Genoa vandt på San Siro.

Nu mener italienske medier, at det koster Inzaghi jobbet. Det kan være enden på et 15 år langt ansættelsesforhold i klubben som først spiller og derefter træner.

- Milan er i mit hjerte og vil altid være der. Lad os se, hvad klubben tænker.

- I min karriere har jeg aldrig givet op. Jeg kan holde hovedet højt, da jeg har givet alt. Nu må klubben træffe en beslutning, siger Filippo Inzaghi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der resterer fem spillerunder af den italienske Serie A, og Milan ligger på en 10. plads med 33 point op til førerholdet Juventus, der gennem mange år har været Milans store rival i toppen.

Milan kan i øvrigt snart komme på nye hænder, da klubbens mangeårige ejer, Silvio Berlusconi, ifølge italienske medier er tæt på at afhænde magten til kinesiske investorer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.