Støjberg vil kunne lukke grænsen helt for flygtninge
Vi orienterer EU, hvis nødbremse trækkes ved mange asylansøgere, siger udlændingeminister Inger Støjberg (V).
Udlændingeminister Inger Støjberg (V) vil trække i nødbremsen og lukke grænsen, hvis Danmark oversvømmes af flygtninge og migranter som i efteråret 2015. Så skal de sendes tilbage ti Tyskland som første sikre land.
Udlændingeminister Inger Støjberg (V) vil trække i nødbremsen og lukke grænsen, hvis Danmark oversvømmes af flygtninge og migranter som i efteråret 2015. Så skal de sendes tilbage ti Tyskland som første sikre land. Foto: /Polfoto


Danmark skal kunne lukke grænsen, hvis flygtninge og migranter strømmer ind i samme omfang som i efteråret 2015 og sende flygtninge tilbage til Tyskland omgående.

Det skal ske efter forordningen om, at asylsager skal afgøres i det første EU-land, som udlændinge kommer til.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) om stramningen af udlændingepolitikken i regeringens "Helhedsplan - et stærkere Danmark".

Regeringens "nødbremse" er inspireret af norsk asyllov.

- Der indføres en nødbremse, der gør det muligt at afvise asylansøgere ved grænsen, hvis der opstår krisesituationer, siger Inger Støjberg.

Inger Støjberg har orienteret den tyske indenrigsminister Thomas de Maizière og delstaten Slesvig Holstens justitsminister Anke Spoorendonk om "nødbremsen", oplyser ministeren.

- Hvis vi trækker i "nødbremsen", så vil vi naturligvis orientere dem, før vi gør det, siger Inger Støjberg.

Regeringen kæmper i EU for, at vi og andre EU-lande kan forlænge den midlertidige grænsekontrol. Dansk Folkeparti kræver permanent grænsekontrol, og at asylsager behandles ved den dansk-tyske grænse.

I 2015 kom godt 21.000 asylansøgere, mens der i år kun ventes 10.000. Alligevel mener Inger Støjberg, at det er for mange.

- Hvis vi skal trække i "nødbremsen", så er det i tilfælde af, at tingene ændrer sig. At vi ser et voldsomt pres på de danske grænser, siger Inger Støjberg.

Socialdemokraterne er også klar til at trække i nødbremsen, siger S-formand Mette Frederiksen.

- Det der står om straksafvisning på grænsen er en situation, hvor der pludselig går flygtninge på motorvejen igen. Den situation skal vi altid være villig til at diskutere, om vi kan håndtere klogere, end tilfældet var i september måned, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.