Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil ikke gå med på Dansk Folkepartis forslag om at forbyde udenlandske donationer til moskéer.
Det siger hun tirsdag efter et møde om udenlandske gaver til trossamfund i Danmark.
- Det er desværre ikke sådan, at man bare lige kan gå ind og gøre det så nemt, siger hun.
- For man kan ikke bare sige, at der i forhold til moskéer ikke må komme penge, men i forhold til andre trossamfund må der godt. Det er simpelthen diskrimination.
Ministeren vil dog arbejde videre med at forsøge at finde en løsning, som kan forhindre, at der bliver sendt penge fra udlandet til danske moskéer.
Blandt andet vil hun kigge til USA, hvor der ifølge Inger Støjberg er gjort nogle interessante erfaringer.
Samtidig fortæller hun, at der også vil blive arbejdet med skattelovgivningen for at dæmme op for problemet.
En arbejdsgruppe har siden maj sidste år undersøgt, hvad der kan gøres i forhold til de udenlandske donationer til trossamfund i Danmark.
Konklusionerne på undersøgelsen blev diskuteret på tirsdagens møde, hvor De Konservative, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti samt kirkeminister Mette Bock (LA) var til stede.
Der kommer dog til at gå noget tid, før der kan findes en god løsning, mener Inger Støjberg.
Hos Dansk Folkeparti er udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) ikke tilfreds med, at partiets forslag blev sat til side.
Han anklager regeringen for at gemme sige bag jurister og de internationale konventioner.
- Det er min klare overbevisning, at det kan godt lade sig gøre, hvis der er et politisk flertal for det, siger han.
- Problemet er bare, at regeringen ikke vil.
Også Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, retter hårde ord mod ministerens indsats.
- Jeg må sige, at det er overraskende at komme til et møde og skal adressere en problemstilling, og så viser det sig, at ministeren ikke har nogen forslag, siger hun.
Selv mener hun, at man bør føre mere kontrol med de trossamfund, der får udenlandsk støtte. På samme tid vil hun også gerne have undersøgt, om de kan blive beskattet hårdere.
/ritzau/