Støjberg vil bruge kvart milliard mod parallelsamfund
Der kan ikke sættes succeskriterium for forslag, der skal hjælpe særligt unge kvinder, siger Inger Støjberg.
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) vil sammen med regeringen gøre op med parallelsamfund i Danmark. Det skal ske med 250 millioner kroner.
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) vil sammen med regeringen gøre op med parallelsamfund i Danmark. Det skal ske med 250 millioner kroner. Foto: Scanpix/arkiv


Social kontrol, radikalisering og religiøs tvang skal bekæmpes med 250 millioner kroner over fire år. Det mener regeringen, der med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i spidsen fremlægger et nyt forslag.

Her fremgår det, at regeringen skærper kampen mod de såkaldte parallelsamfund i Danmark.

- Jeg kan ikke acceptere, at der er kvinder i Danmark, der lever i et jerngreb fra deres families side, der gør, at de ikke lever et frit liv, som alle andre i Danmark gør, siger Inger Støjberg.

Et af tiltagene er at gøre det lettere at få hjælp til at flygte fra undertrykkelse og sørge for omgående hjælp til kvinder, børn og unge, der oplever "stærk social kontrol, vold og anden undertrykkelse."

Der er dog ikke sat mål eller succeskriterier for brugen af den kvarte milliard.

- Jeg kan ikke stå at sige, at det skal være 100 kvinder, for hvis der er 120 underlagt social kontrol, så er målet 120. Hvis det er 2000, er det 2000. Hvis det er fem personer, er målet fem. Man kan jo ikke sætte et mål, siger Inger Støjberg og fortsætter:

- Målet må jo være, at der er den hjælp, der er brug for, så man kan bryde ud af det. Derfor er det en succes, hver gang en ung kvinde kommer til at leve et frit liv, når hun før var underlagt social kontrol og et jerngreb fra familien.

Hun definerer et parallelsamfund som et samfund, "hvor der ikke hersker de samme normer og regler som i det øvrige Danmark." Det kunne være ytringsfrihed og ligestilling mellem køn.

Yderligere vil regeringen sætte ind over for "den misforståede berøringsangst," så lærere, pædagoger og andre lærer at gribe ind over for tegn på undertrykkelse eller tvang.

Forslaget lægger op til forhandlingerne om satspuljemidlerne, der fordeles med finansloven for 2017.

Puljen bruges til indsatser og projekter på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Der er således ikke tale om en ny pose penge til indsatsen. Pengene skal i stedet findes fra andre af puljens projekter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.