Med en ny udlændingestramning på vej mod vedtagelse mener udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at hun nu kan sende en af Danmarks mest omstridte kriminelle på porten.
- Nu strammer vi reglerne, og det betyder, at vi kan sende typer som Levakovic ud, siger ministeren. Hun henviser til den kroatiske statsborger Gimi Levakovic, der i foråret fik Højesterets ord for, at han kan blive i Danmark.
Konkret vil ministeren ændre lovgivningen, så der står, at kriminelle udlændinge skal udvises efter afsoning, medmindre det "med sikkerhed" er imod internationale konventioner.
Men i Socialdemokratiet tror man ikke på, at det nye lovforslag får stor betydning for kriminelle indvandrere, som man også i Socialdemokratiet ønsker udvist.
- Jeg tvivler på, at det kommer til at få den effekt. Det er flere gange tidligere blevet underkendt af eksperter, ligesom Inger Støjberg selv har sagt, at det ikke kommer til at få betydning for EU-borgere som Levakovic, siger retsordfører Trine Bramsen (S).
Generelt er det sværere at få udvist EU-borgere, da det blandt andet skal ske af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.
I lovforslaget fra Udlændingeministeriet står der da også, at udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, fortsat kun kan udvises i overensstemmelse med de principper, der gælder efter EU-reglerne.
Der vil altså stadig gælde særregler for EU-borgere som netop Levakovic, der har kroatisk statsborgerskab.
Men det får ikke Inger Støjberg til at tvivle på lovgivningens effekt.
- Der er overhovedet ikke tvivl om, at det er meningen, at det skal ramme for eksempel Levakovic. Det skal det, fordi det i længere tid har været sådan, at tvivlen er kommet den kriminelle til gode. Når det er sådan, skal vi ændre reglerne, siger hun.
Selv om Socialdemokratiet tvivler på stramningens egentlige effekt, vil partiet stadig stemme for lovændringen, lyder det.
/ritzau/