Støjberg: Smykkelov skader IKKE Danmarks omdømme
Danmarks omdømme er intakt på trods af negativ presse i udlandet. Integrationsministeren er ikke overrasket.
Integrationsminister Inger Støjberg debatterer lørdag asylpolitik og omdømme på¨Folkemødet på Bornholm. Her er hun fotograferet sammen med Venstres Søren Gade.
Integrationsminister Inger Støjberg debatterer lørdag asylpolitik og omdømme på¨Folkemødet på Bornholm. Her er hun fotograferet sammen med Venstres Søren Gade. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix


På trods af omkring 1300 omtaler af den danske såkaldte "smykkelov" i udenlandske medier, har Danmarks omdømme ikke taget skade.

Det viser en undersøgelse foretaget af Infomedia.

Det kommer ikke bag på integrationsminister Inger Støjberg (V), som lørdag debatterer omdømme og asylpolitik i forbindelse med Folkemødet på Bornholm.

- Fordi vi er first movers på en række stramninger på asylpolitikken, kommer vi ikke til at få et dårligt omdømme i udlandet. Det tror jeg simpelthen ikke på, siger Inger Støjberg.

- Jeg har kunnet se en tendens til, at nogen ønsker at bruge det til at forsøge at give et indtryk af, at Danmarks omdømme er skadet. Men nu kan vi se sort på hvidt, at det ikke er tilfældet. Det overrasker mig overhovedet ikke, siger ministeren.

I forbindelse med debatten om smykkeloven blev statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blandt andet portrætteret som en nazi-leder i den britiske avis The Guardian.

Ved en håndsoprækning til debatarrangementet fremgår det da også tydeligt, at langt de fleste er af den overbevisning, at Danmarks omdømme har taget skade.

Men det forholder sig altså ikke sådan, og det har nok noget at gøre med, at vi ikke er så vigtige, som vi selv tror, siger Kim Graugaard, der er viceadministrerende direktør i Dansk Industri.

- For en del amerikanere står det ikke særlig tydeligt, hvem vi danskere overhovedet er. Vi fylder ikke så meget i andres bevidsthed, om vi måske selv går og tror, siger Kim Graugaard.

Han er enig med undersøgelsens konklusioner. Han oplever ikke, at danske virksomheder har fået et værre omdømme i udlandet.

Men den opfattelse bliver ikke delt af Michael Jarlner, der er international redaktør på Politiken.

Han fortæller om udenlandske kollegaer på medier i for eksempel Libanon, der spørger ham om, hvad Danmark dog har gang i.

Og desuden kan man ikke bare tage undersøgelsen for pålydende, mener han.

- Omdømme er en langvarig ting. Man kan slide det ned. Alle kan begå fejl, men hvis man bliver ved med at begå fejl, og bliver ved med at slide på det positive omdømme, så er det, at det begynder at sætte sig på et eller andet tidspunkt.

- I det materiale vi har fået, fremgår det, at man skal passe på med at overfortolke, fordi undersøgelsen på nogle områder ikke kan bruges til at vurdere, om vores omdømme er intakt. Det er der ikke nok materiale til, siger Michael Jarlner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.