Dronning Margrethe kan i en alder af 75 år glæde sig over at være i både fysisk og psykisk topform samtidig med, at hun nyder stor anerkendelse i befolkningen.
Men i en nyligt offentliggjort liste over de mest inspirende kvinder i Danmark, må hun se sig slået af blandt andre Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) og sin egen svigerdatter, Kronprinsesse Mary.
Listen er lavet af dating-sitet PARTNERMEDNIVEAU, som i forbindelse med Kvindernes internationale kampdag i morgen, tirsdag, har spurgt danske singler, om hvilken dansk kvinde, de finder mest inspirerende.
Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt af datingsitet.
Erhvervskvinde tager førstepladsen
I følge pressemeddelelsen har singlerne stemt Danmarks Dronning ind på en femteplads, Inger Støjberg ind på tredjepladsen og Kronprinsesse Mary ind på andenpladsen. Fjerdepladsen indtages af den prisbelønnede skuespillerinde Trine Dyrholm, som i 2016 blev den første danske kvinde til at vinde en sølvbjørn for bedste kvindelige skuespiller ved den internationale filmfestival i Berlin.
Den mest inspirerende kvinde er ifølge singlerne den succesfulde erhvervskvinde Stine Bosse. Bosse sidder på en lang række bestyrelsesposter og blev i 2015 formand for Europa Bevægelsen. I 2010 lå erhvervskvinden på en 33. plads på Time Magazines top 50 over de mest magtfulde kvinder i verden.
PARTNERMEDNIVEAU oplyser ikke i pressemeddelelsen, hvor mange singler, der har deltaget i afstemningen.