Søndag aften mellem klokken 22 og 23 blev Venstre-politikeren Inger Støjberg svinet voldsomt til af tre-fire unge mænd på en Q8 benzintank ved Storebæltsbroen i Korsør. Venstrepolitikeren bekræfter overfor BT hændelsen, som hun har meldt til politiet.
Inger Støjberg har ingen yderligere kommentarer, men BT har talt med en kvinde, der angiveligt var vidne til episoden.
- Jeg var og er helt chokeret over det, siger vidnet ifølge BT og fortæller, at hun var kørt ind til tankstationen for at købe en pølse, da hun så tre-fire mænd stå samlet om en kvinde.
Hev sløjfe af Støjbergs bil
Hun troede først, det var en flok venner. Men så hævede de stemmerne, og hun fornemmede, at noget måtte være galt. Hun tænkte, at det måske var et kærestepar, der skændtes.
Vidnet så nu, at det var Inger Støjberg, mændene stod omkring. Hun beretter, at unge mænd hev en magnet-sløjfe med ordene 'Støt vores soldater' af politikerens bil, og at de tog sløjfen fra hende, da hun forsøgte at sætte den på bilen igen.
Vidnet siger, at hun selv blev overfuset af mændene, da hun bad dem opføre sig ordenligt. De sagde, at hun var en hedning og bare kunne vente til Islamisk Stat kommer.
En mand var ifølge vidnet den aggressive, mens en anden fra flokken rent faktisk undeskyldte over for Inger Støjberg på sine kammeraters vegne.
Politiet bekræfter anmeldelsen
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter i en pressemeddelelse, at de i går aftes modtog en anmeldelse fra folketingsmedlem Inger Støjberg efter en episode på Storebæltsvej i Korsør.
- Vi efterforsker nu sagen og kan pt. ikke oplyse yderligere, siger politiinspektør Kim Kliver.