Regeringen har suspenderet kvoteflygtninge på ubestemt tid. Det sker af hensyn til kommunerne, som står for at integrere dem.
Det siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tirsdag på et samråd.
- Danmark har et ansvar for at hjælpe de mennesker, der er på flugt. Men vi har også et ansvar for, at Danmark hænger sammen økonomisk, socialt og kulturelt, siger hun.
Hun minder om, at der sidste år ankom 21.000 flygtninge og migranter, hvilket er historisk mange, og stiller Danmark over for en "række væsentlige udfordringer."
- Det gælder ikke mindst i forhold til kommunerne, der er efterladt med en betydelig opgave i forhold til at integrere de mange, der får opholdstilladelse som flygtninge i Danmark og de mange, som bliver familiesammenført hertil.
- Det giver kommunerne et lille pusterum og plads til bedre at tage sig af dem, der er kommet hertil, siger Støjberg og understreger, at flere lande burde følge Danmarks eksempel.
Danmark har suspenderet de 491 kvoteflygtninge for i år til senere år.
Støjberg er blevet bedt om at redegøre for, hvorfor regeringen i FN-regi underskriver målsætninger om, at der på verdensplan skal tages imod flere kvoteflygtninge.
Det harmonerer ikke med, at man i den nationale politik advokerer for, at Danmark skal ud af FN's ordning for kvoteflygtninge, mener Alternativets Josephine Fock.
Støjberg understreger, at der ikke findes en aftale, som juridisk forpligter Danmark til at tage imod kvoteflygtninge, selv om der er skrevet under på det i FN-regi i den såkaldte New York-erklæring.
Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er enige i regeringens beslutning om at suspendere kvoteflygtninge på ubestemt tid.
I en kommentar skriver Amnesty International, at det er sørgeligt, at Danmark smækker døren i for de "allermest sårbare flygtninge på et tidspunkt, hvor kun ganske få søger asyl".
- Hvis alle vestlige lande gør som Danmark, så slukkes håbet om at løse den største humanitære krise i nyere tid, siger Claus Juul, der er juridisk konsulent i Amnesty International.
/ritzau/