Støjberg angriber Mette F.: "Komplet utroværdigt"
Integrationsminster Inger Støjberg (V) angriber S-formand Mette Frederiksen for ikke at fremlægge en økonomisk plan, hvis hun vil være statsminister.
Inger Støjberg (V) langer ud efter S-formand Mette Frederiksen.
Inger Støjberg (V) langer ud efter S-formand Mette Frederiksen. Foto: Scanpix/arkiv


Integration- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) langer nu ud efter S-formand Mette Frederiksen.

Det skriver BT.

Inger Støjbergs angreb kommer efter et svar fra finansminister Claus Hjort Frederiksen til Folketingets finansudvalg. Her lyder det, at det vil koste 8,7 milliarder kroner frem mod 2025, hvis Socialdemokraterne kommer til magten og ruller integrationsydelsen tilbage. En ydelse, som Inger Støjberg forhandlede på plads halvandet døgn efter, at V-regeringen var kommet til magten, og som Socialdemokratiet stemte imod.

- Det er komplet utroværdigt, at Mette Frederiksen siger, hun er klar til at blive statsminister i morgen, når hun så nægter at fremlægge en sammenhængende økonomisk plan, siger Inger Støjberg til BT.

Hun fremhæver, at Socialdemokraterne stemte imod integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen. Og det er initiativer, som Venstre har taget for at få flere udlændinge i arbejde, lyder det fra Inger Støjberg. Hun mener, at Mette Frederiksen ikke forsømmer nogen lejligheder til at kritisere Venstres politik på det område.

- Men hvad er hendes egen plan? Og hvordan vil hun finansiere udgifterne til udlændinge? Det er meget bekymrende, at en statsministerkandidat ikke vil fremlægge nogen plan for, hvordan hun vil finansiere velfærdssamfundet i fremtiden, siger Inger Støjberg til BT.

BT har ikke kunnet træffe Mette Frederiksen selv, men Socialdemokraternes udlændingeordfører Dan Jørgensen siger blandt andet til avisen:

- Vi har ikke fremlagt nogen plan. Når vi står med ansvaret på et tidspunkt, må vi se, hvad der er i kassen og ikke er.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.