Stjernemøde mellem Zlatan og Ødegaard ender uafgjort
Norge og Sverige spillede mandag 0-0 i en venskabskamp i Oslo. Især to spillere løb med opmærksomheden.
Norges målmand redder et skud fra Zlatan Ibrahimovic i en venskabskamp mellem Norge og Sverige i Oslo.
Norges målmand redder et skud fra Zlatan Ibrahimovic i en venskabskamp mellem Norge og Sverige i Oslo. Foto: Grott/AP


To af Skandinaviens mest omtalte fodboldspillere - Sverige Zlatan Ibrahimovic og den 16-årige nordmand Martin Ødegaard - stod mandag aften over for hinanden i venskabskamp mellem Norge og Sverige.

De to spillere modtog et jubelbrøl, da deres navne blev annonceret over højttalerne i Oslo, men 0-0-kampen på Ullevaal blev lidt af en fuser.

Den unge nordmand Martin Ødegaard, der for to uger siden fik sin debut for Real Madrid, var relativ usynlig i de første 45 minutter.

Det norske teenage-håb stod ofte ude på højrekanten, hvor bolden kun sjældent kom ud. Hans bedste aktion før pausen var af defensiv karakter, da han løb svenske Albin Ekdal op og plukkede bolden fra ham.

Efter pausen fik Martin Ødegaard vist lidt mere af sit potentiale. Flere gange gav han prøver på sin gode spilforståelse, og han var også tæt på at lægge op til en scoring.

Mens flere norske medier efter kampen vurderer, at Ødegaard fik vist sig bedre frem end Zlatan Ibrahimovic, så skriver det svenske nyhedsbureau TT, at den imødesete duel mellem de to spillere endte uafgjort - nøjagtig som kampen.

Den svenske Paris Saint-Germain-stjerne følte sig ikke på 100 procent og lod sig udskifte efter en times spil.

Ibrahimovic kom dog til første halvlegs bedste mulighed, men den norske keeper Ørjan Nyland fik reddet til hjørnespark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.