Stjernemålmands sprogkunnen er nøgle til Arsenal-succes
Petr Cech taler tre forskellige sprog, når han kommunikerer med sit forsvar under kampene i Premier League.
Petr Cech har 170. gange holdt buret rent i Premier League.
Petr Cech har 170. gange holdt buret rent i Premier League. Foto: Rui Vieira/AP


Det er mere end gode indgreb og hurtige refleksredninger, der er årsag til, at tjekken Petr Cech gennem en årrække har været anset som en af klodens bedste målmænd.

Hans evne til at kommunikere med sine holdkammerater og særligt med forsvaret spiller en stor rolle for hans succes, som Premier League-topholdet Arsenal i denne sæson nyder godt af.

Således taler han fem sprog - tjekkisk, engelsk, fransk, spansk og tysk - og tre af dem bruger han i kommunikationen med sit forsvar.

- Jeg taler spansk til backerne (Nacho Monreal og Hector Bellerin), fransk til Laurent Koscielny og engelsk til (tyske) Per Mertesacker.

- Han (Mertesacker) organiserer folk på engelsk. Men sommetider forstår de ikke, hvad man siger. Derfor er det nemmere at tale til dem på deres eget sprog i stedet for at håbe på, at de forstår det, siger Petr Cech til den engelske avis Mirror ifølge Reuters.

Den tjekkiske målmand holdt mandag buret rent for 170. gang i Premier League, da Arsenal vandt 2-0 over Bournemouth. Det er rekord i ligaen.

Cech har med andre ord en stor andel i Arsenal førsteplads. London-klubben fører i kraft af bedre målscore end Leicester inden weekendens program. Her har Arsenal hjemmebane mod bundholdet Newcastle lørdag klokken 16.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.