Stjerneangriber må holde flere ugers pause
Diego Costas baglårskade brød op mod Stoke, og angriberen står nu foran en ny pause.
Diego Costa fik kun 10 minutter på banen, inden han måtte lade sig skifte ud.
Diego Costa fik kun 10 minutter på banen, inden han måtte lade sig skifte ud. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


Med 2-1 over Stoke lørdag aften fastholder Chelsea sit komfortable forspring i toppen af Premier League, men sejren var ikke uden omkostninger.

Angriberen Diego Costa kommer nemlig ikke på banen i de kommende uger, efter at han måtte lade sig udskifte blot 10 minutter efter, at han var kommet på banen i anden halvleg.

Ifølge Chelseas manager, José Mourinho, er der tale om en gammel baglårskade, der er brudt op.

- Med sådan en skade vil han helt sikkert være ude i minimum et par uger, siger Mourinho til Sky Sports.

Costa har længe haft problemer med fibrene i det ene baglår. Det var samme skade, der tvang ham fra banen i sidste års Champions League-finale og som gjorde, at han måtte melde fra til Spaniens landskampe i den forgangne uge.

Mourinho forsvarer sin beslutning om alligevel at sende Costa i kamp mod Stoke.

- På de skanninger, vi lavede for to dage siden, var der ingen problemer med musklen, og han trænede to gange for fuld styrke, hvor han lavede meget mere, end han gjorde i dag.

- Vi testede ham på mange måder, og resultatet var i orden. Min lægestab er fantastisk, så der er ikke nogen problemer. I næste uge spiller Loic Remy og Didier Drogba, og så venter vi på Costa, siger José Mourinho.

Chelsea møder i næste weekend Queens Park Rangers på udebane.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.