Med sirenerne på fuld skrue og det blå blink aktiveret forsøgte en 31-årig beruset mand fra Maribo mandag at køre væk i en ambulance.
Ambulancen tilhørte Køge Sygehus og blev stjålet om morgenen. Der var heldigvis ingen patient i bilen, skriver Lokalavisen.dk.
Kørte ind i skilte
Politiet kunne på deres gps-system lokalisere ambulancen og satte efter den. Tyven ville ikke stoppe og fortsatte til Lille-Skensved, hvor den berusede fører kørte ind i nogle vejskilte på et helleanlæg og til sidst kørte ind i midten af en ny rundkørsel, hvor turen stoppede.
Den fulde fører prøvede nu at stikke af til fods, men politiet fik fat i ham og anholdt ham.
Han var ifølge politiet påvirket af spiritus og muligvis også narkotika. Oven i havde han intet kørekort og er nu sigtet for bl.a. at have stjålet ambulancen, kørsel uden førerret og for diverse overtrædelser af færdselsloven under flugten fra politiet.