Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 08:54
2017 bliver et helt specielt år for Stine Bramsen, der skal vænne sig til tanken om at synge vuggeviser for to børn. Sangerinden, der i forvejen har en lille søn med ægtemanden Kasper Adsbøl, venter sig nemlig igen.
Det afslørede hitmageren, da hun lørdag aften dukkede op på den røde løber ved Danish Music Awards i Forum.
- Ja, jeg er gravid igen. Det kan ikke rigtig skjules længere, sagde sangerinden, der havde iklædt sig en stram kjole, der tydeligt viste babybulen.
- Jeg er i andet trimester, men mere vil jeg ikke sige lige nu, andet end at jeg selvfølgelig er rigtig glad, sagde hun.
Stine Bramsen og Kasper Adsbøl blev gift i 2013 og i 2014 meldte lille Alfred så sin ankomst.
Efteråret har været travlt for sangerinden, der ud over en single med Hedegaard også har lagt stemme til trolden Poppy i filmen Trolls.
/ritzau/FOKUS